Hvornår kan jeg tage ydelsen (0124) lægefaglig vurdering af patienter på kommunal akutfunktion?
Opgaven
Ydelsen Lægefaglig vurdering af patienter på kommunal akutfunktion/akutteam (0124) tages for lægens faglige rådgivning/vurdering til den kommunal akutfunktion uanset kontaktform: telefonkonsultation (0201), e-konsultation (0105), videokonsultation (0125). Det er en lægeforbeholdt ydelse, der gives for samarbejdet mellem lægen og den kommunale akutfunktion, hvorfor lægen skal være ekstra tilgængelig overfor akutfunktionen. Det lægefaglige arbejde i ydelsen omfatter også journalopslag, epikriselæsning, relevant dokumentation for iværksat behandling, medicinafstemning, laboratoriesvar samt evt. henvisning mv.
Betingelser for brug af Lægefaglig vurdering af patienter på kommunal akutfunktion/akutteam (0124)
- Ydelsen er for en lægefaglige vurdering af en konkret patient, der er tilmeldt lægens praksis/eller hvor lægen er stedfortræder, og som lægen har behandlingsansvaret for.
- Kommunikationen skal angå en patient, der er tilknyttet en kommunal akutfunktion eller være den indledende samtale om tilknytning.
- Kommunikationen skal foregå mellem læge og kommunal akutfunktion.
Behandlingsansvar
Behandlingsansvaret for patienterne ligger hos henvisende læge, som kontaktes ved forværring.
Honorar
Den lægefaglige vurdering af patienter på kommunal akutfunktion er en ny grundydelse, som kan tages uanset, om kontaktformen er via telefonen, over e-konsultation eller via video. Ydelsen kan tages højest to gange dagligt pr. patient i dagtid.
Ydelsen kan ikke kombineres med andre grundydelser som alm. telefonkonsultation (0201), e-konsultation (0105) og forebyggende ydelser som fx årsstatus (0120), opsøgende hjemmebesøg (0121). Ved sygebesøg afregnes som sædvanligt sygebesøg eller efter en lokal aftale.
Ydelsen kan afregnes for patienter på kronikerprogrammet, hvilket betyder, at 0124 ikke er inkluderet i kronikerhonoraret.
Målgruppen
Ydelse 0124 er relevant i forhold til patienter over 18 år, der er tilknyttet en kommunal akutfunktion, og som har brug for en sundhedsfaglig vurdering. Målgruppen er ifølge aftalen:
- Patienter henvist af almen praksis, hvor der er brug for en hurtig sygeplejefaglig vurdering for at sikre den rette lægefaglige indsats, herunder om patienten skal tilknyttes akutfunktionen med det formål at forebygge yderligere forværring af tilstanden.
- Patienter, henvist af almen praksis, som er tilknyttet den kommunale akutfunktion, hvor lægen har vurderet, at patienten har behov for observation, pleje og /eller behandling for akut opstået somatisk sygdom eller forværring af kendt sygdom, men uden behov for indlæggelse på hospital.
- Patienter, som den kommunale hjemmesygepleje har valgt at tilknytte akutfunktionen, når hjemmesygeplejen vurderer, at der er behov for en. hurtig lægefaglig indsats med henblik på at undgå akut forværring i en patients tilstand.
- Patienter, henvist af hospitalslæge, når patienten efter udskrivning fra hospital fortsat har komplekse pleje- og/eller behandlingsbehov, der kræver de særlige sygeplejefaglige kompetencer, der er til stede i en kommunal akutfunktion.
Cases
1.
En ældre patient Birthe er syg i sit eget hjem og er ikke tilknyttet den kommunale akutfunktion. En pårørende eller en ansat i hjemmeplejen ringer til patientens egen læge for at få råd og vejledning. Hvordan afregnes der?
Svar: Egen læge kan tage en ydelse 0201 almindelig telefonkonsultation, idet kontakten ikke er mellem den kommunale akutfunktion og lægen, og patienten ikke er tilknyttet den kommunale akutfunktion.
2.
Patienten Esther er syg i sit hjem, og hendes læge har haft kontakt til den kommunale akutfunktion en gang og bedt dem om at tage på besøg hos patienten for at tage nogle værdier og undersøge en mulig forværring af patientens tilstand. Lægen tog der en 0124 for den indledende kontakt. Akutfunktions-sygeplejersken ringer til egen læge for anden gang den dag med henblik på en vurdering af patientens tilstand. Casen kan have flere udgange med forskellige honorar-resultater.
Parterne er enige om, at Esthers tilstand er stabil, og de aftaler, at hun får mere væske og tiden kan ses an. Den kommunale akutfunktionssygeplejerske beder om at få det aftalte på skrift fra lægen. Hvordan afregnes der?
Svar: Lægen kan tage en 0124 for telefonsamtalen som anden kontakt mellem parterne den dag. Lægen kan ikke tage et selvstændigt honorar for at sende dokumentation for det aftalte. Det vil være indbefattet i ydelse 0124.
Parterne aftaler, at Esther indlægges på hospitalet. Hvordan afregnes der?
Svar: Samtalen honoreres med 0124, som anden kontakt mellem parterne den dag.
Parterne aftaler i stedet for, at der er behov for, at egen læge selv kører på et sygebesøg hos Esther. Hvordan afregnes der?
Svar: Samtalen efter akutfunktionssygeplejerskens besøg er at sidestille med en tidsbestilling om et sygebesøg uden honorering. Lægen honoreres derfor den dag med tidligere på dagen på en regning med 0124 og senere på dagen på en anden regning med et sygebesøg inkl. kørselsgodtgørelse og tidsforbrugstillæg.
3.
Patienten Ole er tilknyttet en kommunal akutfunktion, og hospitalet har behandlingsansvaret, og akutfunktionen står for at give patienten IV-behandling.
Egen læge kontaktes af behandlingsansvarlig læge, og det aftales, at egen læge kontakter akutfunktionen. Hvordan afregnes der?
Svar: Egen læge kan tage en ydelse 0124 ved kontakten med den kommunale akutfunktion.
Egen læge ringes op af akutfunktionen om behandling af et liggesår. Hvordan afregnes der?
Svar: Hvis egen læges kommunikation med akutfunktionen er på vegne af den behandlingsansvarlige læge på hospitalet, kan egen læge afregne med 0124.
4.
Patienten Per er på plejehjem. Akutsygeplejersken kontakter egen læge telefonisk, idet hun er blevet kontaktet telefonisk af plejehjemmet. Per har været konfus og noget tungt sovende samme morgen, men kunne dog vækkes og drikke et glas vand sammen med sine morgenpiller. Akutsygeplejersken har tilknyttet patienten til den kommunale akutfunktion og har fået personalet på plejehjemmet til at lave en TOBS og ringer til lægen mhp. at konferere om Per. Sygeplejersken foreslår at måle en CRP, og lægen mistænker ud fra de tilgængelige oplysninger, at der er tale om en urinvejsinfektion. Lægen ordinerer en CRP og en urinstix. Hvordan kan lægen afregne for samtalen med akutfunktionssygeplejersken?
Svar: Der afregnes med en ydelse 0124.
Sygeplejersken ringer tilbage til lægen med resultatet af CRP'en efter at have besøgt Per på plejehjemmet. Hun kan desuden tilføje nogle kliniske observationer. Parterne lægger en plan om antibiotisk behandling, som lægen sender elektronisk. Hvordan kan lægen afregne for samtalen med akutfunktionssygeplejersken?
Svar: Der afregnes med en ydelse 0124. Hvis sygeplejersken alternativt var vendt tilbage på mail med måleresultat og supplerende observationer- og du svarer mailen med en plan og ordination honoreres på samme måde.
Bagom-nummer
Almen praksis skal stille bagom-telefonnummer til rådighed for hjemmeplejen, som dermed får en bedre tilgængelighed til klinikken, når de skal samarbejde om patienter, som lægen har ansvaret for på den kommunale akutfunktion.
Opdateret 1. september 2023